Optimisme i Houston efter Harvey

I september måtte Titus aflyse den planlagte investorrejse til Texas, da Houston stadig kun var ved at komme sig efter Orkanen Harvey. Flere operatører meldte om forsinkelser i produktionen samt skader på udstyr, og som resten af verden kunne vi følge situationen i de danske medier, der beskrev hvordan den historisk voldsomme orkan havde alvorlige konsekvenser for byen.


I starten af november var byen imidlertid klar til at tage imod os igen, og vores investorrejse bød på ikke mindre end syv operatørmøder og masser af oplevelser, inkl. et spændende besøg på ét af Western Energy Groups mange olie- og naturgasboringer.


Pga. Harvey, har bl.a. Western Energy Group haft forsinkelser på flere projekter. Titus South Hampton fik større skader på tankanlæg og ledningsnet, og har kørt med tre-fire ugers forsinkelse. Også Titus Nona Mills stod kortvarigt stille som følge af uvejret, men d. 1. november var en tilfreds operatør, Paul Cothran, mere end klar til at vise os færdiggørelsen af en ny kilde i projektet, der nu har i alt 15 kilder i drift.


Operatøren Goldston Oil Corporation, som vi også mødte på investorrejsen, har også haft udfordringer pga. orkanen. Titus North State Line skulle bores i oktober, men pga. Harvey venter den stadig på en borerig, og forventes først at blive idriftsat efter jul. Ingeniør fra Goldston, Jonathan Williams, var alligevel ved godt mod, og var klar til at sætte de danske investorer grundigt ind i projektets potentiale.

Investorrejse og imponerende oplevelser

Udover møder på kontorer og på hotellet, fik deltagerne på investorrejsen et par ekstra oplevelser med hjem i kufferten. Som Nettlecombe Oil Companys gæster, fik vi lov at opleve Petroleum Club of Houston på 35. etage, hvor mange af Houstons oliehandler har fundet sted. Her var vi inviteret til frokostbuffet og den karakteristiske sydstatssuppe, Gumbo, som vi indtog i de elegante lokaler med Houstons skyline i baggrunden.


Vores besøg i Houston Country Club, krævede ligeledes, at vi havde pakket vores pæne garderobe i kufferten. Her bød operatør, Pedernales Energy, på frokost (og Gumbo) i det imponerende klubhus med storslået udsigt over golfbanerne. Klubben er beliggende i et pænt villakvarter, som Harvey også havde ramt, men som i dag fremstod ganske præsentabelt.


På vores færden rundt i og omkring byen, var der generelt kun få iøjnefaldende spor efter Harvey. Vi spottede enkelte knækkede master på motorvejen, og nogle marker havde stadig en del vand, som endnu ikke var afledt.


På en guidet Segway-tur fik vi desuden set nærmere på Downtown Houston. Området var ikke længere synligt præget af naturkatastrofen, og lignede umiddelbart enhver anden amerikansk storby. Dog kunne guiderne fortælle, hvordan en lavtliggende park på vores rute havde været fuldkommen dækket af vand under Harvey, samt at nærtliggende højhuse havde haft vand i mange meters højde.


Selvom flere huse og bygninger stadig arbejder på igen at blive egnede til beboelse og erhverv efter den omfattende naturkatastrofe, fik vi det overordnede indtryk, at oliebranchen i Houston er præget af entusiasme, og at Titus' operatører i området er tilbage på benene igen, efter kortere eller længere perioder offline.


Den gode stemning i Houston blev ikke dårligere af, at byens baseball hold, Houston Astros, for første gang i byens historie, vandt verdensmesterskaberne i baseball, netop aftenen før Titus' ankomst.


En glædelig begivenhed, som Houston trængte til, og som blev fejret over hele byen.